Fun Facts

Træd ind i fortidens rige og lær mere om Brandts Klædefabrik gennem en samling af fascinerende fun facts.

Dyk ned i fabrikkens historie, og udforsk fascinerende glimt af arbejdslivet, medarbejderne og driften på denne ikoniske fabrik gennem erindringer fra tidligere medarbejdere. Vores samling af fun facts giver et unikt indblik i historien bag Brandts Klædefabrik og dets betydning for lokalsamfundet og industrihistorien. Tag med os på en rejse gennem tiden og opdag historien, der formede denne særlige fabrik!

Dampklager på fabrikken

Brandts Klædefabrik modtog gentagne gange klager fra naboerne til fabrikken, over deres store dampudslip. Dét at bo ved siden af en klædefabrik i slutningen af 1800-tallet kunne være lidt af en prøvelse, da fabrikkerne slap en meget stor mængde damp ud hver dag i forbindelse med de forskellige processer der var involveret i at processere klæderne. I 1891 førte dampudslippet endnu engang til en klage mod Brandts Klædefabrik, og denne gang resulterede klagen i en henstilling fra sundheds-kommissionen i Odense, som gav klagerne ret – dampudslippet skulle mindskes! Brandts Klædefabrik valgte dog at ignorere henstillingen af hensyn til produktionen, og til sidst ombestemte sundheds-kommissionen sig og konkluderede, at det nok alligevel ikke var nødvendigt at tage då meget hensyn.

Adgang forbudt for unge vævere!

I Svendehjemmet var fabrikkens mest prestigefyldte væveri, hvor kun de mest erfarne vævere havde lov at stå. Svendehjemmet var et sted man skulle gøre sig fortjent til at være, og de nye vævere måtte ikke sætte ben på denne vævesal. Tidligere væver Helge Mathiesen har fortalt, at det var forbundet med en høj status at komme på Svendehjemmet – og man satte meget høj pris på denne status. Det var faktisk sådan, at de gamle vævere, som var i overtal på Svendehjemmet, ikke lod yngre kolleger få adgang til vævesalen. Helge fortæller, at man som ung væver ofte blev mødet med spørgsmålet: “Hvad skal du her?” hvis man forsøgte at gå ind. Hvis man skulle have fat i en mester som stod i den anden ende af salen, var det derfor bare ærgerligt – så fik man at vide, at man måtte vente, til mesteren selv kom ud. Der var altså adgang forbudt!

Kaldenavne

På mange arbejdspladser var det ganske almindeligt, at man gav hinanden kaldenavne, og dette var også praksis på Brandts Klædefabrik. Ved tilblivelsen af bogen ”Brandts Klædefabrik – erindringer fra arbejdslivet på en fabrik i hjertet af Odense” blev gamle arbejdere spurgt om de kunne huske nogle af disse, og over 80 kaldenavne blev hurtigt remset op og skrevet ned. Nogle af navnene gav sig selv, mens andre krævede, at man kendte baggrunden for navnet, før det gav mening. Opfindsomheden var stor, og kaldenavnene kunne henvise til både ens geografiske oprindelse eller bopæl, tidligere arbejde, eller ens fysiske fremtræden – man var med andre ord aldrig sikker på, hvilket kaldenavn man blev tildelt af sine kolleger.

Manden der mistede bukserne

Til trods for at sikkerhedsforanstaltningerne dengang ikke var lige så stramme som de er i dag, skete der egentlig kun relativt få arbejdsulykker – og det selvom de store maskiner ikke var skærmet af, som de er i dag. Ejgil Andersen, som arbejdede på Brandts Klædefabrik som karterenser, har fortalt at der af og til røg et forklæde eller en nederdel, som sad fast i maskinerne – og så var der den uheldige mand, som mistede bukserne foran alle kollegerne. Han havde efter sigende stået ved en af maskinerne og arbejdet, da hans bukser blev fanget af maskinen og revet af – helt af. Og så måtte han allernådigst låne et forklæde til at holde om de ædlere dele, indtil han kunne få fat i et par nye bukser.

Når vævene vævede, svajede bygningen

i 1962 var der ca. 100 væve af den gammeldags type med store skytter. Princippet var, at skytten, der vejede flere kilo, blev skudt fra den ene skyttekasse til den anden, medførende en garnspole. Det foregik under en infernalsk larm, og de fleste af væverne var da også høreskadede. Der var en tillidsmand i væveriet, men der var ingen sikkerhedsrepræsentant. Ville man have høreværn, måtte man selv anskaffe det! Det skete mange gange om dagen, at vævene kom i samme takt, og så kunne man mærke, at den store bygning svajede! Men bygningen er jo solid og bygget til det, og den holder jo flot også i dag. Når de gamle væve kørte kunne det også ske, at en skytte ikke ramte kassen, men fløj ved siden af. Så det var ikke helt ufarligt at færdes i væveriet, og de armerede vinduer bar da også præg af adskillige træffere!

Oluffas Julehjælp

Det er ikke svært at se, hvem der var hjertet i Brandts, i fabrikkens unge dage. Oluffa, Fabrikant Søren Christian Brandts hustru, gik meget op i julen. For hende var det især vigtigt at sørge for at alle kunne få del i juleglæden og få en god jul – rige som fattige. I ægte juleånd lavede hun derfor selv julekurve fyldt med mandler, rosiner, julekager, julegodter og frisk frugt til Odenses fattige.

Oluffa havde sin daglige gang på børnehospitalet i Odense, og her tilbragte hun meget tid på at hjælpe de trængende familier, især op til jul. Oluffa indkøbte for egen regning juletræ til hospitalet, så børnene og de familier der var indlagt over julen, stadig kunne få en magisk jul sammen. Oluffa sørgede også for, at der kom en præst og holdt juleprædiken på hospitalet, eftersom de indlagte familier ikke kunne tage i kirke.

De første arbejdere med weekend!

Brandt-arbejderne var nogle af de første fabriksarbejdere i Odense, der fik “weekend” – men ikke weekend, som vi kender den i dag. I begyndelsen af 1930, var Brandts Klædefabrik, så vidt det er kendt, den eneste virksomhed i Odense som tilbød deres ansatte “weekend” – dog var det en lidt anderledes weekend, end hvad vi i dag er vant til: En arbejdsdag på Brandts Klædefabrik svarede dengang til ti timer, med halvanden times middagspause. For de fleste virksomheder, i 1930’erne, var dette ganske normalt. Til stor forskel fra de fleste virksomheder i Odense, på dette tidspunkt, stoppede Brandt-arbejderne dog arbejdet allerede kl. 12.30 om lørdagen – de kunne derfor gå på “tidlig” weekend før alle andre.

Brandts Klædefabriks ældste medarbejder

Niels Peter, fabrikkens ældste medarbejder, nåede at fylde 80 år under sin ansættelse. Han arbejdede på 4. sal, og de sidste mange år måtte han spise sin frokost deroppe, fordi der var for langt op og ned ad trapperne for ham. Han elskede dog at cykle, og han havde sin egen faste plads i cykelstativet – og hvis nogen havde parkeret sin cykel på hans plads? Ja, så smed han bare den anden cykel væk. Trods sin høje alder cyklede han stadig ad omveje hjem efter arbejde, for at få en længere cykeltur, og han formåede at cykle hele to betjente og en motorcykel ned – mest fordi han ikke rigtig bekymrede sig synderligt om færdselsloven. Politiet lod ham dog slippe, og valgte at frafalde bødekravene – det var nok for pinligt for dem at blive kørt ned af en cyklist på 80 år. Niels begyndte i de senere år at være lidt til besvær for fabrikken, fordi han var blevet noget konfus, og havde svært ved at finde ud af arbejdet – men han insisterede på at han ville blive til sit jubilæum, og direktøren lod da også den gamle mand tulle omkring, til han nåede sit velfortjente 60-års jubilæum.

Spas og løjer på Væveriet

Det kaldtes at væverne stod på bræt sammen, fordi de stod ryg mod ryg med hver sin væv. På dette tidspunkt i fabrikkens historie havde man kun én væv hver, og man havde dermed lidt tid ind imellem, hvor væven kunne stå og klare sig selv. Derfor var der også altid nogen, der fandt på kunster. Adolf Hallundbæk kunne fortælle om dengang han stod på bræt med kollegaen Holger Mølborg; Adolf skulle på toilettet, men da han kommer tilbage og vil tage sin værktøjskasse op, kan han ikke løfte den – Holger var nemlig en sjov fyr, og havde slået et søm igennem bunden af kassen og ned i gulvet, så den sad fast. Om lørdagen havde arbejderne også gerne en bajer med til frokosten – det var ikke noget, man havde med i hverdagene: “Når Edward skulle spise frokost, stod han op på en garnkasse, tog sin bajerflaske på hovedet, balancerede så og galede som en hane. Det var noget, som gentog sig hver lørdag!”

Spytbakker

I gamle dage var luften på den store klædefabrik fyldt med støv og fnug på grund af de mindre effektive ventilationssystemer, og der var høj risiko for at udvikle tuberkulose blandt medarbejderne. For at bekæmpe dette, satte Brandts Klædefabrik såkaldte “spytbakker” op rundt omkring på fabrikken. Disse spytbakker var tiltænkt at forhindre spredningen af sygdommen, og fabrikken opfordrede flittigt de ansatte til at bruge dem, og der var opsat skilte omkring dette overalt på fabriksområdet. Spytbakkerne var på en måde en tidlig version af nutidens opfordring til at bære mundbind, i den forstand at det skulle forhindre spredning af sygdom – det var dog en noget mindre effektiv metode.

Den strenge spindemester "Røde"

På Brandts Klædefabrik var ansat en streng spindemester, som havde kaldenavnet ”Røde”. Hans egentlige navn var Niels Christian Petersen, og han blev født i 1853. Han var efter sigende en hård mand, som ikke holdt sig tilbage for at give en lussing for dårligt arbejde – både til børn og voksne. I arkiverne er der historier om spindemesteren ”Røde”, som stod vagt ved Grønnegadeporten og holdt skarpt øje med at alle mødte ind til tiden. Hvis man kom for sent, stod spindemester Røde klar med stokken, og så kunne man risikere at få et rap ved porten, inden man fik lov til at komme ind på arbejde.

Lorterenden der blev til Rosenbækken

Rosenbækken er et vandløb, i Middelalderen fungerede som byens nordlige grænse. Som årene gik, blev vandløbet integreret i byen, og løb igennem en stor del af Odenses bymidte. Vandløbet blev på denne tid kaldt ”Lorterenden”, fordi den blev brugt som åben kloak af både mennesker og dyr, og den var derfor meget forurenet. Især ved stærkt regnvejr var Rosenbækken et stort problem når den gik over sine bredder, fordi den fyldte gaderne med sundhedsskadeligt vand. I 1860’erne blev den kloakeret og muret inde fordi Odenseanerne simpelthen blev alt for syge af det forurenede vand. Det var først mange årtier senere, at monumentet på Amfipladsen blev bygget, og vandløbet blev omdøbt til Rosenbækken – sarkastisk nok. På dette kort fra 1839 kan man se hvor Rosenbækken engang løb igennem Odense. Den røde streg symboliserer Rosenbækken.

Skak på arbejdspladsen

Adolf Hallundbæk, tidligere væver, kunne fortælle lidt om livet som væver på Brandts Klædefabrik. Han har blandt andet fortalt, at der på en af vævesalene var sat et skakbræt i et af vinduerne. Væverne selv stod sådan, at nogle stod langs væggen, og nogle stod midt ude på gulvet – og en gang imellem, når man lige kunne nå det, kunne man så gå hen og flytte en brik på skakbrættet. Der var typisk 3-4 mand, der skiftedes til at gå hen og flytte brikker, for derefter at vende tilbage til deres arbejde ved væven. Så tog den næste sit træk, og sådan blev det ved.

Svendehjemmets navn

Svendehjemmets navn havde faktisk ikke noget med Brandts Klædefabrik at gøre – Bygningen vi i dag kender som “Svendehjemmet”, blev under fabrikstiden kaldt “Østfløjen”.  Hvor man i dag referer til hele bygningen med navnet Svendehjemmet”, var det under fabrikkens tid kun vævesalen på 2. etage, der blev kaldt dét navn. Selvom det nok ikke kan fastlægges nøjagtig hvorfra navnet stammer, kan vi måske finde årsagen bag det ikoniske navn ved, at der tidligere på samme ejendom havde ligget en bygning som fungerede som herberg for rejsende håndværkersvende – da fabriksbygningen blev bygget, blev navnet fra den tidligere bygning adopteret af de erfarne vævere på 2. etage.

Amfipladsens navn

Amfipladsen var oprindeligt var kendt som Fabrikstorvet, da fabrikkens stadig var åben. Efterfølgende har pladsen haft et par navneændringer og ansigtsløftninger: Da fabrikken lukkede ned, blev pladsen omdøbt til Fabrikshaven, hvilket reflekterede hvordan området var en mere beplantet og grøn perle i midten af byen på dét tidspunkt – men efterhånden som pladsen tiltrak flere besøgende, blev beplantningen langsomt trådt i stykker, og vinterhalvårets regnvejr gjorde pladsen til en stor omgang mudder. Derfor endte man med at belægge hele området med klinker for at gøre det lettere at vedligeholde og mere tilgængeligt for folk. Amfipladsens nuværende navn kom først til senere, mange år efter fabrikken var lukket.

Når man blev kaldt i "Pressen"

Pressen var det sted, hvor ledelsen stod og kontrollerede, om klædet var i orden. Hvis der blev fundet en graverende fejl, blev der lige sendt et bud over til væveriet, at man gerne ville hilse på den mand, der havde lavet det. Engang var der en mand fra væveriet der blev kaldt i Pressen, fordi der var nogle tråde, han havde byttet rundt om; så der blev det, man kaldte for “krydstråd”. Det bevirkede en stribe i klædet, og det var ifølge tidligere arbejder Adolf Hallundbæk ikke så heldigt. Da medarbejderen kom derover, var han ikke i sit gode lune, Aage Mengel – Så da han står og viser ham, hvad fejlen var, tager han sin saks og jager den gennem tøjet og siger: “Det er ikke til spor!” og så var klædet ødelagt. Adolf Hallundbæk fortæller, at der var også en anden arbejder, “Sorte Marius”, som også “blev kaldt i Pressen” – men han ville ikke derover, til Aage Mengel, og nægtede at gå over i Pressen. Så blev han fyret.

Vor Far - Aage Mengel, "Den Sorte"

Adolf Hallundbæk, tidligere væver, erindrer: Når Aage Mengel havde opdaget en fejl, noterede han den ned i sin lommebog… På sin runde kom han så hen og sagde, at han havde set den fejl der, og så kiggede han på en. Hans øjne var sådan nogen sorte gnistrende nogen, som kiggede lige igennem en. Det var ligesom der blev rettet røntgenstråler mod en. En gang om dagen kom “Den sorte”, som vi kaldte Aage Mengel, gennem alle afdelinger. Når han så kom inde fra kamgarnspinderiet, kunne vi se, at han lige tog et overblik – om alle var på plads. Men mange gange kunne de der stod ved vinduet se ned i gården, at han var på vej op. Så sagde de gerne “Nu kommer vor far”. Vi kunne så regne ud, at nu skulle han lige igennem der og der – og så dukkede han op. Han kendte hver enkelt med navn og det hele. Han var altid hilsende og sagde goddag.

Rygeforbud

Der blev tidligt i fabrikkens historie indført et stramt rygeforbud på fabrikken pga. brandfare. I 1895 opstod der en mindre brand på fabrikken, som heldigvis ikke nåede at forvolde benævnelsesværdige skader på hverken bygninger eller ansatte. I politirapporten blev det formodet at ilden var opstået i en uldsæk, og derfor blev der fra 1900 indført stramt rygeforbud, så lignende episoder ikke kunne forekomme igen. Luft, vægge og gulve på klædefabrikken var fyldt med uld-støv, og fabrikken tog derfor ingen chancer med rygende ansatte. Dog kan flere tidligere ansatte fortælle, at der alligevel blev røget en cigaret her og der –  Erik Kirkeby erindringer blandt andet: “Rygning var selvsagt strengt forbudt på fabrikken, men de fleste var rygere, og når man gik ud på toilettet var der som regel tykt af tobaksrøg. Vævemesteren og jeg gik ud på balkonen ud mod Grønnegade og nød vores tobak der.”

Fagforeningens vrede formand

Brandtarbejderne på Brandts Klædefabrik var kendt for deres loyalitet over for fabrikken, og det tog dem mange år at tilslutte sig textilarbejdernes fagforening, selvom klædefabriksarbejdere i resten af landet allerede var organiserede. I 1905 skabte det betydelig frustration blandt de organiserede arbejdere, da Brandtarbejderne valgte ikke at deltage i den 23 uger lange landsdækkende strejke. Som svar på dette begyndte textilarbejdernes forening dagligt at “følge Brandtarbejderne hjem”, i et forsøg på at presse dem til at tilslutte sig fagforeningen.

Trods gentagne forsøg lykkedes det ikke at overbevise Brandtarbejderne, og i 1916 måtte formanden for fagforeningen, N. Scheel, erkende overfor Textilarbejder Forbundets formand, at de ikke kunne håndtere situationen alene. Scheel skrev i et brev: “Nu har vi omtrent organiseret alt på de andre fabrikker, men denne fabrik, kan vi ikke med egen hjælp magte. Lad os se, om du kan ordne dem!” Scheel havde stor tillid til, at forbundsformanden kunne “ordne” situationen, men det krævede yderligere tålmodighed. Først to år senere indgik Brandts Klædefabrik et samarbejde med fagforeningen.

Blomster på fabrikanternes grav

I forbindelse med fabrikkens 75-års jubilæum i 1944 var der arrangeret et særligt besøg på kirkegården for at ære grundlæggerne. Bestyrelsesmedlemmerne, prokuristen og den nuværende fabrikant tog først til kirkegården for at lægge blomsterkranse på Brandt-familiens gravsteder, som en gestus af respekt for deres arv og det fundament, de havde bygget. Efter dette bevægede gruppen sig tilbage til fabrikken, hvor der blev holdt taler, og medarbejderne modtog gaver som en del af fejringen.

Fabriksarbejderne på teatertur

Aage Mengel, som var medlem af bestyrelsen for Odenses teater, sørgede for en række særlige oplevelser for de ansatte i en periode, mens han var fabrikant. Mengel opkøbte hele forestillinger, hvor alle medarbejdere var inviteret med. Mengel selv og hans familie var altid at finde på første række i teateret. Medarbejderne fik mulighed for at se en række forskellige stykker; for eksempel i 1939, hvor de så “Elverhøj”, og under krigen, hvor de blev inviteret til at se stykker som “Aladdin”, “Sommer i Tyrol” og “Bajaderen”. Efter forestillingerne var der ofte arrangeret et traktement på Grand Hotel.

Fabriksarbejderne på teatertur

Søren Christian Brandt havde indført en lønregel angående de medarbejdere på Brandts klædefabrik, der ikke var gift. De fik kun udbetalt en del af deres ugeløn; resten blev indsat på en sparekassebog. Når en ung mand skulle giftes, måtte han ind på kontoret og tale med fabrikanten, når han skulle have nogle af disse i sparekassen stående egne penge. Der var på et tidspunkt en ung mand, der kom ind på kontoret, fordi han gerne ville hæve et beløb på sin sparebog. Samtalen forlød efter sigende således:

Fabrikant Søren: Hvor meget vil du gerne hæve?
Den unge mand: F.eks. 150 kroner
Fabrikant Søren: Hvad skal du bruge dem til?
Den unge mand: Jeg skal købe en seng
Fabrikant Søren: Det skal du have! – hvad skal du have mere?
Den unge mand: Så skal jeg have et bord og fire stole
Fabrikant Søren: Hvad skal du have fire stole for? – I er jo kun to!

Fabrikant Søren Brandt var halvt dus med sine medarbejdere, og tonen var derfor ikke forfærdeligt formelt. Ifølge fortællingen fik den unge mand da også lov til at hæve det fulde beløb, så han kunne få de fire stole selvom de kun var to mennesker i husstanden.

Disse Fun Facts er indsamlet fra både bøger og personlige erindringer af tidligere ansatte på fabrikken:

  • Erik Kirkeby (erindring, 2024)
  • Brandts klædefabriik – erindringer fra arbejdslivet på en fabrik i hjertet af Odense (1993)
  • Oluffa – Fra Tórshavn til Brandts Klædefabrik (2016)
  • fra Klædefabrik til Kulturfabrik (1987)