Brandts Klædefabriks historie

Længe før der lå en klædefabrik, lå der et beskedent farveri…
På dette tidspunkt i 1700-tallet var farveri et almindeligt fag – de lokale bønder kunne selv spinde og væve uld og hør til stof, men farvningen krævede en håndværker med kyper og kedler, hvori klædet blev kogt med ofte udenlandske farveprodukter. Christian Brandt, den første farver i Brandt-slægten, overtog i 1796 Vestergade 73. Christian fik sin kongelige bevilling til at drive farveri 15. januar 1796 og fokuserede primært på at betjene landbefolkningen ved at farve deres egne tekstiler og garn. Dette adskilte ham fra andre farverier, der primært betjente klædefabrikker og var koncentreret omkring København. 

I 1801 giftede Christian sig med Marianne Lihme. De fik sammen tre børn, hvor af to af dem, Morten og Preben, som unge begyndte at uddanne sig indenfor samme fag. I begyndelsen af 1800-tallet var farveriet i Odense økonomisk succesfuldt, men Englandskrigene og Danmarks statsbankerot i 1813 satte en brat stopper for opsvinget. 

Christian døde i 1814 i en alder af blot 51 år, men Mariane formåede at fortsætte farverivirksomheden alene de næste 10 år, indtil sønnerne var gamle nok til at overtage. Dette var en stor præstation for en kvinde på den tid, og det vidner om hvor ressourcestærk og handlekraftig Mariane Lihme var. I 1817 var klædeindustrien i ruiner, og kun få fabrikker var tilbage – men Mariane holdt skansen i farveriet, og Morten overtog virksomheden i 1824 i en alder af 20 år.

Morten Kisbye Brandt overtager virksomheden
Gennem årene styrkede Morten Kisbye Brandt farveriets ry, og blev en anerkendt og velhavende mand. Han nød stor respekt blandt sine kunder for sin retskaffenhed og noble personlighed. Med sin flid og ærlighed var han et eksempel på tidens industrielle pionerer, der trodsede tidens begrænsninger.

Morten Brandt giftede sig som 42-årig med Wincentine, og de fik tre børn. Hans to sønner, Søren Christian Brandt og Vilhelm Brandt, blev sendt i lære: Først i farveriet, og derefter til udlandet for at lære klædefabrikation. I tråd med traditionen hos de store handelsdynastier satte Morten mål, der strakte sig ud over hans egen levetid, idet han opdrog sine sønner til at opfylde dem på hans vegne.

I slutningen af 1950’erne var tiderne endelig til, at Mortens store drøm om at udvide virksomheden, kunne lade sig gøre. Morten var dog efterhånden passeret 60 år, og havde for længst indset, at hans drøm ikke ville gå i opfyldelse i hans egen levetid, og den opgave var derfor op til hans sønner at klare. I 1969 begyndte Mortens ældste søn, Søren Christian, at påtage sig indretningen af den nye fabrik i den unge alder af blot 22 år. I 1854 blev Forhuset således ombygget som den allerførste bygning, til den skikkelse, den har i dag. Dette blev starten på Brandts Klædefabrik.

Søren Christian Brandt og Brandts Klædefabrik
Søren Christian begyndte sin karriere som lærling på en fabrik i København som 17-årig. Han fortsatte sin uddannelse i Tyskland, hvor han blev dygtig inden for tekstilproduktionens nyeste metoder og teknologier. I 1869 vendte han tilbage til Odense med den nødvendige viden til at starte en moderne klædefabrik i samarbejde med sin far. Fabrikken var udstyret med topmoderne maskiner og et kraftfuldt dampanlæg, og trods manglen på ekspertise og kvalificeret arbejdskraft, formåede Søren Christian at opnå høj kvalitet i produktionen ved at lære medarbejderne op selv. Brandts klædefabrik blev hurtigt kendt for sin høje kvalitet, og Søren Christian opbyggede et godt ry blandt købere. 

Samtidig med at fabrikken blomstrede, udviklede Søren Christian et nært forhold til Oluffa, datter af herredsfogeden. Deres kærlighedshistorie udfoldede sig over årene, og de forlovede sig i hemmelighed, mens de ventede på rette tidspunkt til at afsløre deres forhold. Søren Christian og Oluffa udgjorde et meget stærkt partnerskab, og Oluffa spillede en aktiv rolle i fabrikkens drift og planlægning. Søren Christian og Oluffa fik sammen tre børn: To piger, Gisela og Harriet, og og en dreng, Karl. I mange år var det planen at Karl skulle overtage klædefabrikken, men på grund af sin alvorlige støvallergi måtte disse planer lægges på hylden. Søren Christian begyndte i stedet at oplæse den unge Aage Viggo Mengel, som blev hans protegé, og som han anså som sin egen søn. 

I starten af 1900 begyndte Søren Christians helbred at svigte, og han blev konfronteret med en række sundhedsmæssige udfordringer, herunder kræft. Trods de helbredsmæssige problemer fortsatte han dog med at lede virksomheden med beslutsomhed og integritet. indtil sin død, den 25. december 1905. Hans død efterlod et stort tomrum både i virksomheden og i Oluffas, børnenes og Mengels liv. Efter hans død overtog Mengel ledelsen af fabrikken. Oluffa spillede også en vigtig rolle i at støtte virksomhedens stabilitet og succes efter sin mands død. Begravelsen, der fandt sted den 2. januar 1906, blev en stor begivenhed, hvor kolleger, venner og familie deltog for at ære hans liv og arv.

Aage Viggo Mengel tager over
Søren Christians død havde en dyb indvirkning på Mengel. Han nedfældede i sine dagbøger den tunge byrde ved at bære sorgen og reflekterede over den støtte, han havde modtaget fra familien Brandt. Selvom Mengel var overvældet af tabet og den øgede ansvarsbyrde, påtog han sig hurtigt rollen som den nye leder af virksomheden. Han blev udnævnt til direktør, en position han først var usikker på, men som han gradvist accepterede og forpligtede sig til.

Mengels forhold til Gisela var præget af dyb usikkerhed og indre konflikt, selv før Søren Christians død. Familien Brandt ønskede åbenlyst Mengel som svigersøn, men han var ikke sikker på, om han elskede Gisela, og heller ikke, om hun elskede ham. Usikkerheden blev forstærket af familiens forventninger og kampen mellem at følge sit hjerte og tilfredsstille andres forventninger. Efter Søren Christians død begyndte Mengel og Gisela at tilbringe mere tid sammen, og han indså gradvist den dybe forbindelse, de delte. Da Gisela faldt af sin hest under en ridetur, blev Mengel så bange for at hun var kommet til skade, at han fortalte hende sine sande følelser og friede til hende.

Fabrikkens drift blev præget af både succes og udfordringer i de følgende år. Mengel stod overfor tekniske problemer med maskinerne, perioder med svigtende salg, og den konstante bekymring for fabrikkens fremtid. Han arbejdede hårdt, ofte fra tidlig morgen til sent på aftenen, for at løse problemerne og sikre virksomhedens overlevelse. Samtidig måtte han navigere i det odenseanske selskabsliv, hvor han og Gisela, var efterspurgte gæster.

Mengel navigerede virksomheden gennem udfordringerne ved krigstidens ustabile marked. På trods af faldende salg formåede han at udvide fabrikken og bevare dens status som Odenses største arbejdsgiver. Han fastholdt en model med fokus på kvalitet og omsorg for medarbejderne, selv under stigende pres fra fagforeningerne og arbejderuro. Efter intense forhandlinger blev der indgået organisationsaftaler og overenskomster, men uenighederne fortsatte, hvilket kulminerede i en langvarig strejke. Trods udfordringer forblev Mengel en respekteret leder, der personligt interesserede sig for sine medarbejderne og støttede dem i både personlige og professionelle anliggender. Efter 1. verdenskrig stod klædefabrikken over for vanskeligheder som følge af øget udenlandsk konkurrence, prisfald og valutauro. Mengel navigerede gennem disse udfordringer ved at investere i modernisering og udvidelser trods faldende uldpriser og verdenshandel. Fabrikken opførte nye bygninger og indrettede moderne faciliteter som et kamgarnsspinderi. Trods økonomiske kriser i 1930’erne formåede Mengel at konsolidere fabrikkens position og iværksætte fornyelser, herunder installation af elektromotorer. Selv i tider med tekniske udfordringer bevarede Mengel respekten som en kompetent leder, der ikke tøvede med at konfrontere leverandører for at sikre fabrikkens succes. Han fortsatte med at vise omsorg for medarbejderne, der blev værdsat og fejret, selv efter deres pensionering.
Mengel forblev direktør på Brandts Klædefabrik indtil han blev 80 år i 1962, efter at have tilbragt 63 år på fabrikken, en rekord for en dansk industrileder. Han fortsatte med at modernisere fabrikken og holdt fast i Søren Christian og Oluffas arv. I 1941 købte han et lejlighedskompleks i Bolbro til de ansatte. Han blev afløst af sin søn, der førte fabrikken videre med produktion af uldklæde og moderne tekstiler som terylene.

Fabrikkens sidste tid
I løbet af 1960’erne begyndte der at blæse nye vinde i tekstilbranchen, da moderne materialer som cowboystof og kunststoffer vandt frem. Samtidig var der en stigende konkurrence fra sydeuropæiske lande med lavere lønomkostninger. Disse faktorer satte pres på Brandts Klædefabrik, især da masseproduceret tøj begyndte at udkonkurrere de eksklusive uldvarer, som fabrikken var kendt for. Trods udfordringerne klarede fabrikken sig igennem, men det blev klart, at det var sidste udkald, inden en række faktorer som energikriser, stigende lønomkostninger og øget konkurrence ville slukke håbet om overlevelse.

Den 31. december 1977 stoppede produktionen på Brandts Klædefabrik efter 182 års virke. Arbejderne fandt dog hurtigt anden beskæftigelse, da både fabrikken og dens medarbejdere havde et godt ry. Efter lukningen blev det op til virksomhedens bestyrelse, der primært bestod af Søren Christian og Oluffas efterkommere, at afgøre bygningernes skæbne.

Direktøren Søren Christian Mengel, søn af Gisela og Aage Mengel, foreslog oprindeligt at rive bygningerne ned og sælge komplekset til en entreprenør. Men Jens Brandt, tipoldebarn af Søren Christian og Oluffa, præsenterede en anden vision: Han så potentialet i at bevare de gamle fabriksbygninger og omdanne dem til kunsthåndværksværksteder, mindre virksomheder og kulturelle formål. Diskussionen sluttede med, at Jens Brandt fik grønt lys til at gå videre med sin vision.

Projektet blev en nytænkning, da gamle fabriksbygninger normalt blev betragtet som forældede. Men med støtte fra Odense Kommune og en række interessenter blev projektet realiseret, og bygningerne blev omdannet til et kulturområde, der blev et vartegn for Odense. Kommunen lejede en del af bygningerne til udstillingslokaler og andre kulturelle formål, hvilket bidrog til at bevare fabrikkens historie og ånd.

Selvom Brandts Klædefabrik ikke længere var i familiens hænder, forblev den et symbol på dedikationen til byen og dens befolkning. Historien om Brandtfamiliens livsværk levede videre gennem kulturhuset Brandts og deres engagement i Odenses udvikling.

Det første Farveri i Vestergade 73
Morten Kisbye Brandt, 1870'erne
Søren Christian Brandt i 1901
Søren Christian Brandt og Oluffa i 1905, kort før Søren Christians død
Aage Viggo Brandt i 1904, kort før han overtog ledelsen for fabrikken. På billedet er han 22 år
Den tomme fabriksgade i 1980, efter lukningen af fabrikken
Fra Klædefabrik til Kulturområde